Tidl. baneformand Knud Risagers erindringer

Baneformand Knud Risager, Ryomgård fortæller om banetjenesten

- fortalt til Asger Christiansen ved et interview, april 2013

Jeg er født i 1932 i Hobro, hvor jeg havde min barndom og opvækst. Jeg kom i lære i 1947 som møbelsnedker, og i 1951 var jeg udlært. Jeg fik straks ansættelse på Aalborg Skibsværft, hvor vi i et halvt års tid arbejdede med at montere passageraptering i et lastrum på fragtskibet ”Parkston”. Skibet skulle i en periode erstatte Englandsfærgen ”Kronprins Frederik” tilhørende Det Forenede Dampskibs Selskab DFDS. Færgen havde været ramt af en større brand. Det var et fint job, for vi arbejdede på akkord og tjente gode penge.

Tilbage i Hobro arbejdede jeg et par år på Hobro Møbelfabrik, der lå ved gaden mellem jernbanestationen og Spritfabrikken. Min makker Søren Thygesen og jeg blev efterhånden godt trætte af at lime komponenter sammen med varmt lim i et værksted. Udsugning var der ikke noget af, så det har sikkert været rasende usundt. En dag spurgte Søren: ”Regner du med at stå her, indtil du får pension?”. Det havde jeg jo ikke regnet med, og så sagde vi op en dag i foråret 1954. Samtidig kom jeg i snak med en mand ved navn Børge Jensen. Han var banebetjent ved banekolonnen i Hobro, og vi spillede i det samme orkester, så jeg vidste jo, han var ansat ved banen.

Ansættelse ved jernbanen

Børge Jensen spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at blive ansat ved jernbanen. Jeg var en tynd mand med tændstikarme, så det regnede jeg ikke for realistisk. Det mente Børge dog ikke var afgørende. Det hårde arbejde ved banen kunne jeg vel lære. Børge lagde et godt ord ind for mig hos baneformanden, en gæv himmerlænding fra Løgstøregnen. Formanden mente, at vi da lige kunne se, om ikke jeg kunne bruges.

Jeg blev ansat og begyndte ved banekolonnen i Hobro i sommeren 1954. En fynbo af en banebetjent var ikke så begejstret over, at man havde ansat en snedker, så han havde et godt øje til mig. Vi justerede spor med håndkraft ved at bruge såkaldte stokhammere. Det var et hårdt arbejde, så der gik jo ikke længe, inden mine snedkerhænder var ødelagt af vabler. En ekstrarbejder ved navn Herman så, at det stod galt fat. Men min ven Børge lovede fynboen et par øretæver, hvis han ikke lod mig være i fred eller klagede over mig.

Jge var som andre timelønsansat, hvilket betød, at vi blev fyret, når der ikke var noget at lave. I december samme år – altså 1954 - fik vi lidt arbejde med at feje sporskifter fri for sne. Da det var klaret, blev vi sagt op. Et par måneder senere fik jeg tilbudt en aspirantstilling som banearbejder ved Ejstrupholm station. Den lå på DSB-strækningen mellem Silkeborg og Brande – stationen var tillige den ene endestation for privatbanen Horsens Vestbaner.

Aspirant ved Ejstrupholm station

Ejstrupholm ligger jo langt ude på landet, så jeg skulle snakke med min hustru om flytningen forinden. Det var så langt ude på heden, at kragerne flyver baglæns for ikke at få sand i øjnene. Måske ville min hustru, der stammede fra Mariager, ikke med derud og bo i et lille vogterhus ejet af banen. Huset lå 8-9 km vest for Ejstrupholm på et sted, der hed Usseltoft. Navnet passede meget godt. Aspiranttiden varede to år, og derefter kunne man søge et bedre sted hen. Det var min hustru med på, og vi flyttede til Usselholt den 1. februar 1955. Vi havde fået en søn, der på det tidspunkt var et halvt år gammel.

Vores nye bolig var meget beskeden. Der var ikke indlagt vand. Vi fik vand fra en hånddrevet vandpumpe udenfor huset. I køkkenet var der et brændefyret komfur, og stuens opvarmning skete med en kakkelovn. Soveværelset lå oppe under taget. Her var ingen mulighed for opvarmning, så nætterne kunne være pokkers kolde om vinteren. Huset var jo nærmest ikke større end et godt, solidt hønsehus. I et udhus var der en gruekedel til tøjvask. Huset havde skam ikke toilet med træk og slip. Nej, vi måtte ud til et gammeldags lokum i et lille træskur. Døren til skuret var forsynet med tremmer, og her føg der sne ind om vinteren. Skulle vi forrette vores nødtørft, måtte vi ofte støve sne af fra toiletbrættet. Det var skam en dejlig tid at leve i dengang.

De første måneder frøs det ned til 20 grader om natten. Det var en drøj start på dagen at cykle flere kilometer på skinnecykel mod øst for at møde på enten Lundfod holdested eller Ejstrupholm station. Vores baneformand hed Jens Marinus Sørensen Ravn. Han lignede den lille mand med overskæg, der dengang blev gengivet på reklamerne for pudsemidlet Brasso. Ravn var en væver mand, der løb hurtigt omkring som et egern.

Flytning til Ryomgård

Da de to års aspiranttid var slut, hørte jeg om en ledig stilling ved henholdsvis banekolonnen i Herning Ryomgård. Djursland er jo et dejligt sted, så jeg søgte stillingen i Ryomgård, hvor jeg begyndte 1. april 1957. Forinden havde jeg været en tur til Ryomgård for at se på tjenesteboligen Stationsvej 18B (nu hedder det Jernbanegade 4). Min hustru spurgte, om der var toilet i gården. Det var der heldigvis ikke, og med den oplysning var hun klar til at flytte til Ryomgård. Tjenesteboligen med to etager havde fire lejligheder, vores var på 63 kvadratmeter. Der var kun koldt vand, og den eneste kakkelovn stod i stuen.


Da vi flyttede til Ryomgård i 1957, flyttede  vi ind i en af funktionærboligerne nær vandtårnet. (Foto: Asger Christiansen)

Der var dog mulighed for at få et varmt bad. Det foregik i remisen, hvor der var et koksfyret centralfyr. Ved et opholdsrum, der tidligere havde været benyttet af remisearbejderne, var der brusebad. Det måtte vi bruge om fredagen og lørdagen, hvor man så fyrede op. Nogle år senere blev der etableret brusebade i kælderen under stationsbygningen. Det skete, da stationen fik installeret centralvarme.

Banetjenesten i Ryomgård bestod dengang af en overbanemester, der var leder af de forskellige banekolonner på strækningen Ryomgård-Grenaa samt Ryomgård-Risskov på Århusstrækningen og Ryomgård-Volk Mølle på strækningen til Randers. Overbanemesteren havde ansat en kontormand, der bl.a. stod for at skaffe værktøj og andre ting, vi bestilte. Når overbanemesteren skulle på inspektion, kørte han afsted i en gulmalet Ford Junior, der var forsynet med jernbanehjul.

I det tidlige forår var vi beskæftiget med at passe de trådhegn, der var opsat langs banerne. Hen mod sommeren fjernede vi ukrudt og den slags, f.eks. skarntyde. Vi slog græs ved sporet hele vejen fra Ryomgård og mod vest til Thorsager station. Mod øst klarede vi sporet fra Ryomgård cirka en kilometer ud til Korupskov. Græsset blev slået med gammeldags le. Allerede i Ejstrupholm havde jeg lært, hvordan man sleb leen skarp med et strygestål. Det gjorde vi flere gange om dagen. Skæret på leen kunne gøres yderligere tyndt og skarpt, hvis man slog skærefladen helt tynd med en kugleformet hammer, mens leen lå på en stump jernbaneskinne. Det blev kaldt at pigge en le.

Når græsset skulle slåes, var det bedst, at det var lidt fugtigt. Hvis græsset var helt tørt, lagde det sig ned, og så var det svært at få fat i det med leen – uanset hvor skarp den var. Da jeg kom til Ryomgård, havde strækningen endnu grusballast. Det var en god grobund for ukrudt, og kom der for meget af det, ligger svellerne i skygge og fugt, hvad de jo i det lange løb tager skade af, selvom de er imprægnerede. Derfor lugede vi sporet med håndkraft to gange om året. Det er noget af et arbejde, når det skal klares fra Korupskov og forbi Ryomgård til Thorsager. Det er 6-7 km strækning. Vi begyndte 4-5 mand med skuffejern en mandag morgen. To mand fjernede ukrudt mellem skinnerne, to mand klarede området på skinnernes yderside, og den femte mand rev ukrudtet sammen og ud i grøften. Stationspladsen i Ryomgård blev også ordnet for ukrudt to gange om året.

Remisen i Ryomgård

Som sagt begyndte jeg i Ryomgård i 1957. Året før var privatbanen til Gjerrild blevet nedlagt, og samtidig besluttede DSB, at den enlige håndværker – han blev kaldt en pudser – i remisen skulle forflyttes. Herefter var remisen altså ikke et bemandet maskindepot.

Persontrafikken blev klaret med dieselmotorvogne litra MO. De havde motorkølerne siddende på taget, og de var sårbare for frost, når vognene holdt med slukket motor. Om aftenen ved 19-tiden ankom der en motorvogn fra Randers, og den returnerede ved 22-tiden. Hvis der var frost, blev vognen under opholdet i Ryomgård kørt ind i remisen. I rummet, hvor Jernbanemuseet nu har personalerum og Scandia-udstilling, var der tidligere tre hvile- og overnatningsværelser for togpersonale. Hvert rum havde en stol og et lille bord med skriveunderlag. Tillige stod der en gammel lædersofa, hvor man kunne hvile sig under et par tæpper. I min tid ved banen var det som regel kun det ene rum, der blev benyttet.

Kørsel med damplokomotiv og sneplov

I sjældne tilfælde var der overnatning i alle remisens tre rum. Det skete, når sne generede jernbanetrafikken, og der blev sendt personale ud med et damplokomotiv og en stor sneplov på jernbanehjul. Sneploven stationeret fast i Ryomgård var en solid sag bygget af egetræ. Indeni var der placeret ballast af gamle kampesten, så det var sværere at afspore sneploven, når den kørte ind i snedriverne.

Fra lokomotivet var der dårligt udsyn under kørsel, for vinduerne i førerummet blev hurtigt dækket af sne. Fra banetjenesten var der derfor en mand med til at holde udkig. Det gjorde han ved at stå oppe på tenderen (kulvognen) lige bag lokomotivets førerhus, som han kiggede henover. Her oppe føg det også med sne, og manden bar derfor en såkaldt snemaske lavet af en slags voksdug. Der var indsat et par glasbriller og tillige lavet en lufttragt til næsen. Lokomotivets dampfløjte sad på førerhustaget. Når der kørtes med sneplov, blev der monteret et kosteskaft på fløjten. Ja, det er lidt Storm P-agtig, men så kunne udkigsmanden på tenderen aktivere fløjten og derved signalere til lokomotivføreren.

Efter sådan en dags kørsel med sneploven var alle smurt ind i sne og is. For pokker, det var lige så koldt som på Nordpolen. Sneproblemerne opstod ofte de samme steder på strækningen. Ved Koed trinbræt mellem Ryomgård og Kolind ligger sporet i læ bag en afgravning på sporets nordside. Her kunne sneen rigtig hobe sig op. Et andet problematisk sted var ude mellem Hallendrup og Obdrup. Det ligger et par kilometer vest for Trustrup station. Her lå der flere meget store, flade marker nær banen, og sneen kunne uhindret blæse hen over markerne og lægge sig på jernbanesporet og grøften langs banen. Det problematiske stykke var cirka halvanden kilometer lang. Et tredje sted der kan nævnes, var ved Thorsager. Men vi klarede det som regel, hvis vi havde en god lokomotivfører og fyrbøder. De gange jeg var med ude med sneploven, bestod trækkraften altid af et damplomotiv litra D.

Det brænder på stationspladsen

I de store moser ved Stenvad producerede man tørvestrøelse og spagnum. Indtil sommeren 1956 blev det sendt ud i landet på jernbanevogne læsset i Stenvad og med privatbanen kørt til Ryomgård og videre derfra. Men så blev Gjerrildbanen nedlagt, og spagnum blev derefter kørt på vognmand Børge Svenningsens lastbil til Ryomgård station for omlæsning til åbne godsvogne. I sommeren 1957 opførte man i Ryomgård lige overfor stationsbygningen en bygning over et sidespor, nærmest et tag på meget høje pæle, så omlæsningen kunne ske i tørvejr. Overdækningen blev lavet af to tømrere, den ene var tømrer Thomsen fra Pindstrup. Han kørte i en meget lille bil af mærket Goggomobil, og derfor blev han altid kaldt for Trut-Anton.

Spagnum blev sendt i store blokke i et træskelet omsnørret med ståltråd. En af spaghnumtyperne blev kaldt for hundekød, og det smuldrede og blæste ofte ud over hele stationspladsen, så den så helt brun ud. En kold efterårsdag så jeg, at det røg et par steder på pladsen. Der var jo gået ild i noget af det spaghnumsmuld, der lå alle vegne. Jeg blev kontaktet af baneformanden, for noget skulle der gøres, da ilden bredte sig hurtigt. Baneformanden så det farlige i situationen og ville ringe efter redningskorpset i Kolind. Stationsforstander Mortensen dukkede op, og han var også nervøs ved det hele. Til den vagthavende trafikassistent sagde han: ”Steffensen, det brænder, De skal gøre noget ved det”. Steffensen spurgte, hvad der skulle foretages. ”Det ved jeg sgu ikke, men grav et brandbælte”. Ja, det ville jo ikke hjælpe meget.

Baneformanden var nu mere stemt for, at vi skulle ringe efter brandvæsenet. Stationsforstander Mortensen forsvandt over i stationsbygningen, og vi regnede med, at han straks ville ringe efter brandvæsenet. Men 10 minutter senere havde Mortensen stadig ikke fået ringet, så baneformanden skældte ham hæder og ære fra og ringede selv. Spaghnumresterne var blæst ud over store arealer, så det tog lang tid at slukke ilden.


Efter Gjerrildbanens nedlæggelse i 1956 blev spaghnum fra Stenvad omlæsset i Ryomgård. Overdækningen af læssesporet blev rejst i 1957 - og den står der endnu.
(Foto: Asger Christiansen)

Videreuddannelse i København

Da jeg begyndte i Ryomgård i 1957, blev jeg fastansat som tjenestemand. Man sagde dengang, at man blev tjenestemand ved Guds nåde og generaldirektørens dumhed. Vi sagde også, at dem der laver meget, begår mange fejl. Dem der kun laver lidt, begår færre fejl. Og dem der ingenting laver, de bliver forfremmet.

1965 kom jeg på det såkaldte næstformandskursus. Det var et tilbud til alle banearbejdere. Kurset foregik på Jernbaneskolen, der havde hjemsted i Generaldirektoratets bygninger i Sølvgade i København. På ni uger lærte vi regning og skrivning, sikkerhedstjeneste, nivellering af terræn og meget mere. Det var et dejligt kursus med dygtige lærerkræfter. I min barndoms skoletid fik jeg aldrig rigtig lært at regne, men det blev der rådet bod på ovre på Jernbaneskolen. Det kunne jeg takke overtrafikkontrollør Rønn Mikkelsen for; han underviste i regning. Ved den afsluttende, mundtlige eksamen skulle jeg udregne volumen for et stort kloakrør. Det klarede jeg og endda til en god karakter. Det viser bare, hvor vigtigt det er at få den rigtige lærer. Rønn Mikkelsen viste sig at stamme fra Fjellerup, og han havde gået i Ryomgård Realskole. Den omtalte han altid meget rosende.

Mens vi var på kurset, var vi en søndag til fodboldlandskamp i Idrætsparken. Danmark spillede mod ærkefjenden Sverige. Det blev den kamp, hvor Ole Madsen scorede et mål, da han stående med ryggen til det svenske mål, skød til bolden med hælen. Det mål er siden blevet en helt legende. Vi råbte og skreg, og efter kampene røg der jo nogle øl med i købet. Da vi mødte på skolen næste dag, havde de fleste af os næsten mistet stemmen.

Fortsat ansættelse i Ryomgård

Efter kurset kunne jeg have søgt en bedre stilling. Men vi var så glade for at bo i Ryomgård, så der blev vi. Senere kunne jeg blive banemester, men så skulle vi flytte efter det. Jeg tog alligevel et kursus mere, for så kunne jeg blive baneformand. Kurset foregik i København i begyndelsen af 1980’erne. Nogle år forinden, vistnok i 1975, flyttede vi fra banens tjenestebolig. Min hustru arbejdede i køkkenet på det nye alderdomshjem, så vores økonomi var god. Tjenesteboligen var vi trætte af, og vi købte et dejligt hus på Egevej, hvor jeg stadig bor.

I Århus blev der en stilling ledig som baneformand i 1988. Jeg søgte og fik stillingen.Samtidig blev kolonnens afdeling flyttet fra Ryomgård til Århus. Motortroljerne og værktøjet blev i Ryomgård, men jeg mødte hver morgen i Århus i en bygning under Ringgadebroen. Her havde jeg et hold på 4-5 mand, men arbejdet var ikke så sjovt, som det have været engang. Jeg valgte at gå på efterløn, da jeg fyldte 60 år i 1992.

 

.