Bodil Engels erindringer fra Allingåbro station 1942-46

Erindringer om tjenestegøring på Allingåbro station:

Glimt af livet på Allingåbro jernbanestation fra 1942 til 1946.

Frk. Ekstraskriver.

I 1942 tiltrådte jeg tjenesten på Allingåbro station som ekstraskriver på prøve. Stationsforstander A.G.V. Johnsen var ret speciel som chef. Et par dage efter at jeg var begyndt, blev jeg kaldt hen til Johnsens skrivebord, hvor han afleverede følgende svada: ”Frøken Engel. DE skal se på mig, når jeg taler til Dem. Jeg hedder ikke DE i tiltale, jeg hedder Stationsforstanderen! Og for øvrigt må de ikke optræde her på kontoret med bare ben. De skal bære lange strømper”! Det var en varm augustdag, jeg var lige fyldt 18 år.

Stationsforstander Johnsen havde morgenvagt med togekspedition. Jeg mødte kl. 7.00 og sad en morgen og gjorde bøgerne klar til postbudene inden de skulle ud på deres tur. Rengøringskonen var ved at støve af. Toget mod Ryomgård var kørt til perron, da en ung mand kom springende og hamrede på billetlugen, han skulle have sit ugekort til Pindstrup fornyet. Det klarede Johnsen under nogen brummen og gik ud på perronen og gav afgang til toget. Synlig irriteret vendte han tilbage til kontoret, greb fat i en kontorstol og skubbede til den, så den kurede hen ad det brune, bonede linoleumsgulv, idet han udbrød: Hvem var den idiot der?” ”Det var min søn, Hr. Forstander”, svarede rengøringskonen.

Stationsforstander Johnsen var meget dårligt gående og i stærk blæst kunne det knibe med at stå fast ude på perronen ved togafgang. Men så blev der rekvireret en ekstraarbejder oppe fra pakhuset, han stod bag ved stationsforstanderen og holdt fast i spændetampen på hans uniformskappe til der blev givet afgang til toget. A. G. V. Johnsen søgte sin afsked i 1944, hvor han flyttede til København og boede i Hollænderdybet. Johnsen måtte tilbringe sine sidste år siddende i en kørestol.

Stationsforstander Johnsens eneste datter var gift med koncertsanger Anders Hüttel, som sang i radioen. De kom til Allingåbro en sommer medbringende to små tvillingepiger og en ca. 5-årig dreng med store tænksomme øjne. Han kom ofte på kontoret og kikkede sig omkring. Det var Poul Hüttel, den senere sympatiske skuespiller, som vi husker fra Matador (som tysk flygtning og skuespilforfatteren Herbert Smith). Undertiden kom Anders Hüttel ned på kontoret, hvor han pludselig kunne oplade sin stemme med kendte operettetoner, noget vi absolut ikke var forvænte med på det sted.

På stationskontoret havde vi kontakt med mange mennesker. En eftermiddag ringede købmandens kone fra villaen på den anden side af åen. Hun ville vide om toget fra Randers var rettidig. Hun skulle afhente forfatterinden Thit Jensen, der skulle holde foredrag i byen samme aften, ved toget. Fru Thit Jensen ankom rettidigt, iført Swagger (stor, løsthængende, halvlang jakke) og ræv om halsen, en pelskrave med rævehoved, tidens mode, samt hat med halvslør. Thit Jensen var både berømt og berygtet som samfundsrevser og kvindesagskvinde. Thit Jensen harmedes over de ægtemænd – navnlig i arbejderklassen – der tankeløst påtvang deres hustruer det ene svangerskab efter det andet. Jeg mener nu ikke, det bare var arbejderklassen, der havde mange børn. Der var mange familier, der havde lige fra 8 til 15 børn.

En dag stod der en meget høj og stor dame ved siden af mit skrivebord. Hun var uden videre gået ind ad døren fra perronen, som ellers var forbeholdt personalet. Hun erklærede: ” Toget er forsinket og ventesalen er iskold, jeg slår mig ned her.”, hvorefter hun satte sig ved telegrafbordet, tog en tyk roman op og begyndte at læse. Bogen var på fransk. Jeg var imponeret! Damen var Elisabeth Juncker Ratell, datter af godsejer Flemming Juncker, Overgaard. Flemming Juncker var modstandsmand under krigen.

Fra september 1943 var der udgangsforbud, men vi DSB-ansatte havde fået udstedt Ausweis til tjenstlig brug om aftenen.

I 1944 tiltrådte H.H. Aastrup stillingen som stationsforstander i Allingåbro. Han var en rolig og behagelig mand. I Aastrups første år skete der flere dramatiske begivenheder.

Ved stationen var beskæftiget ekstraarbejder Aage Knap Møller. Han boede på Floes station, som hans kone bestyrede og passede. Den aften ulykken skete, tog han som vanlig af sted fra Allingåbro på sin skinnecykel. Men Møller tog sig ikke i agt for et fast særtog, som han ellers vidste god besked med. Aftenen var meget tåget, pludselig kommer særtoget fra Randers brusende imod ham. Møller var dræbt på stedet. Begravelsen foregik fra Virring kirkegård ved pastor Barsøe. Blandt deltagerne sås repræsentanter fra statsbanernes 2. Distrikt i Århus samt stationsforstander H.H. Aastrup, Allingåbro i gallauniform. Allingåbro sangkor medvirkede og trafikekspedient H.K. Petersen, Allingåbro station sang solo.

Modstandsmanden Ole Vandborg Nielsen og en anden modstandsmand kom til Allingåbro, hvor læge Ejner Andersen kørte dem til Julielund, hvor de skulle overnatte. Næste dag inden de skulle af sted til Strømmen brugte de en masse tid på, at lede efter ejeren. På vej ud af alléen mødte de ham og takkede for natlogi. De havde dog brugt så meget tid på dette, at de måtte løbe til Allingåbro station, hvor toget mod Randers var begyndt at køre. De hoppede op på den bageste vogn og tog i håndtaget, men døren var låst, så her hang de hele vejen til Floes inden togføreren opdagede dem. Toget stoppede og de blev lukket ind og fik en bøde.

Nogle tyskere klippede låsen op på nogle godsvogne med ost, som stod ud for Allingåbro mejeri, for at stjæle og tage med hjem. Episoden blev set af nogle banearbejdere som meddelte det til stationsforstanderen. Stationsforstanderen blev rasende og gik til den overordnede tysker. Denne løjtnant kaldte alle tyskerne sammen på perronen og skældte dem alle ud og forlangte at få at vide, hvem der havde stjålet osten, men ingen meldte sig. Herefter tog han sin kasket af og gik rundt og samlede penge ind. Stationsforstander Aastrup vidste, hvor meget osten var værd.

Den 4. juli 1944 kl.13.48 gik jeg som sædvanlig ud på perronen med brevposten til postpakmesteren i toget fra Randers til Ryomgård. Idet jeg rækker brevbundtet op til postpakmesteren fornemmede jeg og andre et dumpt stød og ligesom et ryk i perronen. Jeg løb straks ind til telegrafapparatet og telefonerne, for jeg var klar over, at der var sket noget, men alle forbindelser var blokeret. Senere fik vi oplyst, at det var et tysk ammunitionsskib i Aarhus havn, der var sprængt i luften.

Hvad vi mærkede og hørte var den største eksplosion i Danmark nogen sinde. En lægter med 150 tons ammunition var ved at blive omladet, da gribekloen på havnekranen tabte en kasse ned i en pram. Eksplosionen slyngede prammen op på land, hvor den først landede på en jernbanevogn med ammunition og siden sammen med denne røg op på et pakhus, der brød i brand. En kasse med sprængstof blev slynget op i en 24 meter høj kran, der krøllede sammen og kornkompagniets silo (med gødning og foderstoffer) brød i brand. Det var et usandsynligt held, at et nærliggende skib med yderligere 3.000 tons ammunition ikke blev ramt. I flere hundrede meters afstand regnede det med mudder, tagsten, murbrokker, projektiler og hundredvis af granater, bl.a. over Østbanegården. Mere end 2.000 granater blev spredt i en radius af 1 km.

Et tonstungt anker borede sig gennem taget på et hus ved havnen. Halvdelen af byens butiksruder blev knust og i flere kilometers afstand blev folk væltet omkuld af lufttrykket. Adskillige huse styrtede sammen. Ulykken kunne være blevet værre, hvis ikke 6 mand resolut havde stoppet et hul med udsivende gas i en gasbeholder, som et projektil havde slået hul i. Den 600 meter høje røgsøjle kunne ses viden om. Der døde 41 danskere og 36 blev hårdt kvæstede, hovedsagelig lager-, pakhus- og havnearbejdere. Hvor mange tyskere der omkom, blev aldrig oplyst, det beholdt man som en hemmelighed. Der skete skade for 40 mio. kr.

I november 1944 skete der en ulykke på Kolind station. I en lastbil med åbent lad, overdækket med presenning befandt sig den flok arbejdere fra Allingåbro, som dagligt blev transporteret til og fra Tirstrup flyveplads. De blev på vej hjem til Allingåbro påkørt af toget. På Allingåbro station var vi ved at lukke kontoret, da telegrafapparartet pludselig begyndte at tikke voldsomt og længe. Trafikekspedient H.K. Petersen begyndte at aflæse strimlen, hvoraf det fremgik, at 1 person var blevet dræbt, flere var sårede og med chok. Alle blev indbragt til Ebeltoft sygehus.

Det tjenstgørende personale blev kaldt ind på kontoret, hvor stationsforstander Aastrup uddelegerede opgaverne. Vi skulle alle ud og underrette pårørende. Selv gik han hen til fru Boelsmand og meddelte hende, at hendes mand var blevet dræbt. Jeg blev beordret til at gå op til Vejby til fru Emmy Hougesen, for at meddele hende at hendes mand havde fået chok. Ud gik jeg den buldrende mørke november aften uden gadebelysning og alle vinduer mørkelagt. Af og til tonede en mørk skikkelse frem ved fortovskanten, det var tyske vagter. Jeg var bange, for jeg skulle jo gå den mørke vej tilbage igen til mit eget hjem.

Under krigen var privatbilismen indstillet, bilerne var ”klodset op”, folk måtte benytte DSB. Når der var dyrskue i Randers, stod landmænd i en lang kø ude i ventesalen for at købe billet. Det var dejlig bekvemt, for en retur til Randers kostede 2 kr., en Daler, en retur til Strømmen station kostede 1,80 kr. Nogle landmænd ville gerne spare de sidste 20 øre, så de løste kun billet til Strømmen og gik så resten af vejen.

Krigen og dermed forholdene på alle områder strammede til. Tyskerne havde nu opslået hovedkvarter på hotellet og herfra ringede de jævnligt og bestilte vogne til befordring af materiel og halm. Deres ordonnanser rejste af og til med tog. Den første tysker jeg ekspederede ved billetlugen, smældede bestillingen ud: ”Einmal nach Fivorg hin und zurück”. Ihukommende mit skoletysk fra fru Lausten på Realskolen, skulle V udtales som F. Han fik en retur til Viborg. En dag kom en af de faste ordonnanser mod sædvane ind på kontoret og købte en billet. Derefter sagde han: Est ist das letze mahl. Ich bin zur Ostfront versetzt worden”. (Det er sidste gang – jeg er beordret til Østfronten!). Derpå gav han sig til at græde og forlod kontoret. Ingen kunne hjælpe ham. At blive sendt til østfronten (den hårdeste af alle fronter) betød døden! Denne episode har brændt sig ind i bevidstheden.

Isvintrene 1939-1940, 1940-1941 og 1941-1942

Jeg havde egentlig tænkt, at springe historien om isvintrene over, men så dukkede alle de besværligheder, der var på grund af krigen og de hårde frostvintre, op i min erindring.

Da vi ikke havde koks, fyrede vi med tørv, nok havde vi varme i kakkelovnen, men vinduerne kunne vi ikke tø op. Isen på vinduerne var ca. 1 cm. tyk. Vi boede oven på skolestuen. Vandet i vandhanen var frosset og det samme var nedløbsrøret. Rørene lå yderligt i murene dengang. Alt vand måtte vi hente hos en nabo, der havde en pumpe og det snavsede vand skulle bæres ned igen.

Flygtningetransport.

Hen mod krigens slutning begyndte transporten af flygtninge og russiske krigsfanger. En dag kom et stort træk til Allingåbro fra Randers. Det skulle videre til Grenaa. Det bestod af gods- og kreaturvogne, de store skydelemme blev skubbet op, og hvilket syn. De stakkels flygtninge stod stuvet sammen, de svageste lå ned og blev simpelthen trådt på. De der magtede det, kravlede ud af vognene og hen i sporene for at forrette deres nødtørft. Her stod vogne med halmballer oprangeret og de rev totter ud til at tørre sig med. Andre rev halm ud og puttede det i munden – af sult.

Efter jernbanesabotage blev sydgående trafik ofte ledt via Randers – Ryomgård til Aarhus.

Flygtningetransporter foregik i gods- og kreaturvogne. Ved stop i Allingåbro blev skydedørene slået op og inde i vognene stod folk tæt som ”sild i en tønde”. Ansigterne var grå og udtryksløse. De, der var i stand til det, listede ud i sporene og forrettede deres nødtørft.

Tomme konservesdåser blev rakt ned fra vogne til mig med bøn om vand i disse slimede dåser!

En dag tikkede telegrafapparatet. Meldingen lød på, at der samme dag ved aftenstide ville ankomme et flygtningetog med ca. 50 personer. Stationen skulle skaffe natlogi til dem i ventesalen. Som foreskrevet i telegrammet, skulle gulvet dække med et passende lag halm, som i hast blev fremskaffet. Halmen skulle placeres, så ”gæsterne” lå i rækker. Et sælsomt syn at iagttage fra kontorets billetluge.

Næste morgen blev de overnattende ført videre til Hevringlejren og der blev fejet ud efter dem. Lokalerne emmede af lugt og fugt. .

Allingåbros eneste toilet med træk og slip overlevede ikke denne begivenhed.

Kommodetog.

1. november og 1. maj var skiftedag på landet. Dette fænomen sluttede i 1950érne, da Danmark fik Marshallhjælp og landbrugt fik rådighed over Ferguson-traktoren. Hestene forsvandt stort set fra landbruget som trækkraft for landbrugene.

Tidligere arbejde karle og piger på landet og det var hårdt arbejde.

Den 1. november og 1. maj var Skiftedag og der var livlig trafik på Allingåbro station. Karlene kom kørende i hestevogn med skabe og kommoder, i hvilke de havde deres ejendele, således at det kunne sendes til den station, der lå nærmest deres nye plads. Med togene ankom skabe og kommoder, så der var en livlig trafik med udveksling af ejendele.

En enkelt gang oplevede jeg en standkiste med jernbeslag. Et fornemt stykke møbel – antagelig et arvestykke.

En anden gang blev et klædeskab løftet ud af en godsvogn med skabsdørene stående på vidt gab. Slips hang og blafrede i vinden samt en beklædningsdel, som enhver ung mand ønskede at ejer. Det var et par langskaftede ridestøvler, sorte eller brune. Et sådan par var der også i skabet.

Var karlen heldig, kunne han få skab og kommode med tilbage til den, som skulle overtage hans plads på gården.

I løbet af 1950érne ebbede ud med de faste skiftedage for de unge mennesker forlod landbruget og søgte arbejde indenfor industrien i byerne samtidig med, at landbruget blev mere og mere automatiseret og derfor havde behov for færre hænder.

På skiftedag – 1. november og 1. maj – blev togene kaldt Kommodetog. Toget var et såkaldt ”Blandet tog”, hvor der blev befordret såvel passager som gods.

. . . . . . . .

Fra 01.07 1946 blev Bodil Engel efter ansøgning forflyttet fra Allingåbro station til Århus Hovedbanegård, hvor hun blandt andet var beskæftiget i stationsforstanderens forkontor og sluttede sit aktive DSB-liv den 01.august 1986.

PS: Dette interview er kommet i stand mellem Bodil Engel og Niels Skov Hansen fra Djurslands Jernbane Museum i løbet af 2011 efter Bodil Engels henvendelse til Jernbanemuseet i 2010.

 

 

.