Her kan du læse historien om Djurslands Jernbanemuseum, fra etableringen i 1981 frem til i dag.
Nødager
Nødager trinbræt
Nødager trinbræt var beliggende mellem Kolind og Hallendrup og åbnedes 15. april 1934 og blev nedlagt 27. maj 1967.
Regnet efter banens nuværende kilometrering lå det ved km 50,8 (hvor fire veje mødes - to på hver side af banen).
Ved banens åbning i 1876 var der opført et lille vogterhus ved ved østlige side af overkørslen, men da oversigten på stedet var så god, ophørte bevogtningen i 1939.
"Kærby er en lille by, men der var dog togforbindelse til hverdag. Trinbrættet hed Nødager station. Om morgenen var der ikke altid lige mange tog, da kom der mest godstog, som så sagtnede farten og så kunne folk springe på. Det var jo gerne de elever som gik på Realskole i Trustrup, der måtte udsættes for det. Ligesådan hjemad - toget sagtnede farten og skoletaske og elev røg af. Der stod dog gerne en konduktør og hjalp dem, men ufarligt har det ikke været."
(Kilde: Brita Eriksen - tidl. Horslund-Olsen, lærerdatter fra Kærby/Albøge mark skole. - Fundet på NetAvisen 8570.dk)
Nødager trinbræt set mod øst, maj 1967 (foto Holger B.D. Sørensen)
Nødager trinbræt lå nær Aalborgmølle Bro ved baneoverskæringen, hvorfra fem veje førte mod h.h.v. Nødager, Kjeldstrup, Kærby, Albøge og Hallendrup.
(Aalborgmølle Bro går over Hallendrup å, som i virkeligheden nærmere burde kaldes en bæk).
Vejen Albøge - Kjeldstrup var en del af den gamle landevej mellem Grenaa og Aarhus.
Overskæringen var en af de sidste ubevogtede baneoverskæringer, da oversigten var god og udformningen af vejene sådan, at bilister og andre vejfarende naturligt nedsatte hastigheden før passage af banen.
På kortet her ses, hvor trinbrættet lå. - Det gult markerede område viser Nødager grusgrav, hvor der via et sidespor (nuværende km 49,9) blev hentet grus, både ved anlæggene af Randers-Grenaa og Århus-Ryomgård og til banerne i årene derefter, - sidesporet til grusgraven blev fjernet i 1933. Den gamle hovedvej mellem Grenaa og Aarhus er markeret med orange. Og den lille blå markering - Tinghøj viser hvor "Præsten fra Vejlby", Søren Jensen Qvist i sommeren 1626 blev halshugget på Sønderherreds tingsted.
Billede fra Nødager grusgrav ca. 1930. Foto arkiv DJBM
.
TOP